Gå til hovedindholdet
Jobstafet Log ind

Er du interesseret i at udvikle og servicere landbrugsmaskiner, og har du interesse for specialiseret udstyr til markforsøg? Er du teknisk stærk, løsningsorienteret og kan arbejde selvstændigt? Teknologisk Institut søger dig, som har erfaring inden for landbrugsmaskiner, og er klar på at løse opgaver inden for markforsøg, både på værkstedet og i marken, i tæt samarbejde med kolleger. 

 

Teknologisk Institut i Skejby søger en ny kollega til mark- og forsøgsopgaver med fokus på service, vedligehold og udvikling af nyt udstyr til markforsøg. Du vil blive en del af vores team med erfarne forsøgsteknikere, der sammen med forsøgsplanlæggere bl.a. varetager opgaver vedr. Landsforsøgene®. Derudover udfører vi en række andre udviklingsopgaver, forsøg og undersøgelser for kunder i agroindustrien.

Dine opgaver vil bl.a. inkludere:

  • Service, vedligehold, fejlfinding og klargøring af landbrugsmaskiner til markforsøg
  • Opsætning, kalibrering og test af bl.a. GPS, ISOBUS og digitale tildelingskort 
  • Udførelse af forsøgsopgaver med specialudstyr, f.eks. såning, sprøjtning og høst
  • Håndtering og opsætning af forsøgsudstyr i marken
  • Udvikling af forsøgsudstyr

Vi arbejder, som resten af landbruget, tæt på naturen, hvorfor du gerne må være indforstået med sæsonmæssige perioder med skiftende arbejdsformer og -tider, samt trives med fysiske opgaver i felten.

Det daglige arbejde planlægges og udføres sammen med det øvrige forsøgsteam - dog med en høj grad af selvstændighed. Arbejdsopgaverne planlægges og løses i samarbejde med en række eksterne samarbejdspartnere, f.eks. virksomheder, rådgivere, landmænd og forskere, hvor høj faglighed, service og fleksibilitet er en vigtig del af arbejdsformen.


Din profil
Vi forestiller os, at du er uddannet landbrugs-maskinmekaniker eller har en anden relevant uddannelse, og gerne praktisk erfaring eller kendskab til landbrug og planteavl.

Vi forestiller os derudover, at du:

  • Er kompromisløs med præcisionen: Du forstår, at nøjagtighed er altafgørende, når du klargør specialudstyr og indstiller GPS- og ISOBUS-systemer
  • Trives med hurtige skift: Du bevarer overblikket og det gode humør, når det omskiftelige danske vejr kræver, at du skal omprioritere dagens opgaver
  • Er en praktisk problemløser: Du tænker i kreative, tekniske løsninger, når en maskine strejker midt i en så- eller høstsæson
  • Er en god holdspiller: Du finder energi i det tætte samarbejde med både forskere, landmænd og teknikere, og du bidrager med en fleksibel indstilling.

Det er en forudsætning for jobbet, at du er fortrolig med Office-pakken og har almindeligt kørekort (B). Det vil være en fordel, hvis du også har kørekort til lastbil samt truckcertifikat.

 

Du bliver en del af Teknologisk Institut 
I Landbrug og Digitalisering i Agro Food Park, Skejby, hvor du bliver ansat, er vi 62 udviklingsorienterede kolleger, som er et fagligt kompetencecenter med speciale inden for agronomi, markteknologi, statistik, AI og bioteknologi. Disse kompetencer anvendes og udvikles primært i forbindelse med landbrugets grønne omstilling.

Vi tilbyder en rummelig arbejdsplads med en høj grad af frihed under ansvar, hvilket giver muligheden for både at vokse fagligt og personligt. Vi arbejder tæt sammen og fremmer et læringsmiljø, hvor vi drager nytte af hinandens kompetencer for at opnå de bedste resultater. Dine nærmeste kollegaer beskæftiger sig med alt fra forsøgsplanlægning, praktisk arbejde i marken og markteknologi til droner, statistik og digitalisering.

 

Kontakt
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Michael Erlang-Nielsen på tlf. 7220 1479.

Send gerne din ansøgning hurtigst muligt, og senest d. 21. juni 2026.

Forventet opstart d 1. august 2026 eller efter aftale.

Opret bruger eller log ind for at se
kontaktoplysninger på arbejdsgiveren

Opret gratis profil Log ind
Søg jobbet

Ansøgningsfrist: Snarest

Dit næste skridt


Fakta

Arbejdsområde

Maskinstation

Stillingstype

Landbrugsmaskinmekaniker

Arbejdstider

Fuldtid

Arbejdssted 8200 Aarhus N

Opslået 15.06.2026

Ansøgningsfrist Løbende samtale

Jobstart Snarest

Job ID 21193

Opret jobagent På baggrund af dette job